Khora: DigiTraining

Gennem et open call gav DigiTraining museer mulighed for at opkvalificere deres digitale formidling

Et EU-eventyr

Da Matias Katajavaara Seidler, partner i det prisvindende danske virtual- og augmented reality-produktionsstudie Khora i marts 2020 fik et nyhedsbrev om Creative Europe, blev det startskuddet til et sandt EU-eventyr for virksomheden.

At indgå i EU-projekter har nemlig åbnet en dør til et europæisk marked af kulturinstitutioner, som Khora tidligere har haft svært ved at sparke ind.

Med projektet DigiTraining, der hørte ind under den tværsektorielle Creative Europe-pulje ”Bridging culture and audiovisual content through digital”, fik Khora udvidet sit europæiske netværk og fik nye samarbejdspartnere på tværs af kontinentet.

Undervisningsforløb for museer

DigiTraining drejede sig om at give museer mulighed for at opkvalificere sig på det digitale område og lære at bruge nye værktøjer såsom VR i deres formidling. Projektet var lavet som et open call, hvor europæiske museer kunne ansøge om at blive en del af et training-forløb.

84 museer endte med at deltage, og ud af dem blev tre udvalgt til at modtage en VR- eller AR-produktion skræddersyet til deres formidlingsbehov – heriblandt danske Medicinsk Museion.

Vender ”funding-logik” på hovedet

I stedet for at udvikle et projekt og derefter fundraise det, har Khora og deres partnere på den måde udviklet en ramme med et specifikt tilbud for kulturlivets aktører, som de derefter søger om at komme ind i.

Det er især meningsfuldt for Khora at arbejde sådan med kulturprojekter, fordi det tager lang tid at søsætte et projekt i samarbejde med en kulturinstitution, og fordi institutionen oftest alligevel skal finde ekstern finansiering til at realisere koncept og idé.

”Hvis du laver marketingprojekter for det private, er der måske et turnover på mellem en uge og et par måneder, typisk. Mens hvis du laver projekter til kulturverdenen – og især hvis det er VR/AR-projekter til nogen, der aldrig har prøvet det før – så fra du har det første kaffemøde, til man laver et projekt, kan der let gå flere år,” forklarer Matias. Projektet skal nemlig først udvikles og derefter fundraises, hvilket kan være en enormt langvarig proces. Og parterne kan tabe tråden, hvis der går for længe.

”Det, vi har haft held med, er at vende ’funding-logikken’ på hovedet, så Khora kommer med midler, ressourcer og know-how til at realisere koncepter, der udvikles i samspil med institutionerne,” fortæller han.

Kun begyndelsen

At indgå i EU-projekter har vist sig at være så god en forretningsudviklingsstrategi for Khora, at de er gået ind i en hel række projekter fordelt på forskellige EU-støtteprogrammer: fra forsknings- og innovationsprogrammet Horizon Europe til udvekslingsprogrammet Erasmus+. Og selvfølgelig Creative Europe.

I 2021 fik Khora nemlig støtte til Creative Europe-samarbejdsprojektet MANIFEST, som produktionsstudiet er projektleder for. Og lige som DigiTraining bygger det på et open call – denne gang målrettet kunstnere, der kan blive en del af et residency-program med fokus på bearbejdning af den transatlantiske slavehandel gennem digitale formater.

Fakta om projektet

Projekt

DigiTraining - Digital & Audiovisual Capacity Building for Accessible Heritage

Dansk partner

Khora

Projektleder

FORTH - Institute of Computer Science (GR)

Ansøgningsrunde

Bridging culture and audiovisual content through digital, 2020

Projektbevilling

643.749,45 EUR

DigiTraining X Medicinsk Museion

Medicinsk Museion i København var et af blot tre ud af 84 museer, der i 2021 blev udvalgt til at modtage en skræddersyet VR-produktion som sidste skridt i DigiTraining-projektet. Det resulterede i filmen ”Øjet der ser”, som viser, hvordan det opleves at leve med øjensygdomme, farveblindhed og synsforstyrrelser.

Filmen er en del af udstillingen ”I blinde”, der fortsat kan opleves på Medicinsk Museion.

Du kan læse mere om "Øjet der ser" her