Derfor freder vi bygninger og huse

I Danmark har vi valgt at frede omkring 7.100 bygninger. Bygningerne har en særlig arkitektonisk og kulturhistorisk betydning, som på hver deres måde er med til at fortælle vores historie.

Bygningerne fortæller en særlig historie

Vi freder for, at vi for eftertiden har bevaret og kan opleve helt særlige huse og bygninger. Til sammen fortæller bygningerne og deres omgivelser om udviklingen i det danske samfund - om hvordan vi har bygget, boet og levet. De fredede bygninger er en fysisk kulturarv, som kan opleves i hele landet.

Vores fælles kulturarv - en fælles opgave

I Slots- og Kulturstyrelsen freder vi hvert år en lille håndfuld bygninger med udgangspunkt i Bygningsfredningsloven. Når vi vælger at frede en bygning eller træffer afgørelser i forbindelse med arbejde på en fredet bygning, så gør vi det for at bevare og sikre den vigtigste danske kulturarv for vores efterkommere.

Ejeren af et fredet hus har et særligt ansvar og en opgave med at vedligeholde og bevare sit hus. I styrelsen rådgiver og informerer vi ejere af de fredede bygninger, samt arkitekter og andre der arbejder professionelt med bygningerne, så de bliver klædt på til at værne om vores fælles kulturarv.

Bygningssynets strategi for nyfredninger

Det Særlige Bygningssyn har udarbejdet en strategi for nye fredninger. Den lægger særlig vægt på, at fredningerne skal være repræsentative og også skal fortælle om tiden efter 1945. Målet er, at de fredede bygninger fortæller hele Danmarks historie. Strategien er offentliggjort i november 2022.

Klik og hent fredningsstrategien

Opdateret 16. april 2024

Kontakt

Vil du spørge os om noget? Her kan du henvende dig til Slots- og Kulturstyrelsen