Udviklingspuljen for folkebiblioteker og pædagogiske læringscentre

Udviklingspuljen for folkebiblioteker og pædagogiske læringscentre understøtter udviklingen på biblioteksområdet

Hvert år uddeles Udviklingspuljen for folkebiblioteker og pædagogiske læringscentre. Puljens formål er at understøtte bibliotekernes opgave med at fremme oplysning, uddannelse og kulturel aktivitet. Puljen støtter både projekter, der er med til at udvikle bibliotekernes fysiske og digitale tilbud.

Puljen har hjemmel i Lov om biblioteksvirksomhed: Lov nr. 340 af 17. maj 2000 § 18. Der afsættes årligt et beløb på finansloven til Udviklingspuljen.

Udviklingspuljen 2024 øremærkes til børns læseglæde og digital udvikling

I 2024 har kulturminister Jakob Engel-Schmidt øremærket 21 mio. kr. af udviklingspuljen til en etårig fokuseret indsats, der skal løfte samarbejdet mellem folkebiblioteker og de pædagogiske læringscentre på landets skoler med fokus på indkøb af bøger og formidling af litteratur til børn og unge.

Formålet med indsatsen er at øge børns lyst til at læse gennem engagerende formidling og bedre adgang til fysiske bøger på skolerne.

Udover de 21 mio. kr. er der afsat 3,4 mio. kr. til bibliotekernes digitale udvikling.

Strategisk Biblioteksudvalg udformer initiativet

Det er Strategisk Biblioteksudvalg, der nærmere skal udforme rammerne for samarbejdet mellem folkebiblioteker og de pædagogiske læringscentre på landets skoler.

Samarbejdet kan bl.a. bygge oven på den nationale læseglædeindsats ’Børn og unges læseglæde 2023-2025’, som er udmøntet af Strategisk Biblioteksudvalg i 2022.

Det Strategiske Biblioteksudvalg for perioden 2024-2026 er netop ved at blive nedsat. Snarest muligt efter nedsættelsen vil udvalget skulle i gang med at definere og udforme rammerne for det særlige etårige læsefokuserede initiativ.

Se mere om Strategisk Biblioteksudvalg

Ansøgningsfrist

Næste frist for ansøgninger til Udviklingspuljen for folkebiblioteker og pædagogiske læringscentre bliver til september 2024. 

Hvem kan søge?

Udviklingspuljen kan umiddelbart søges af folkebiblioteker, skoler, kommuner og institutioner, der understøtter og udvikler folkebiblioteker og pædagogiske læringscentre.

Hvordan afrapporterer man og aflægger regnskab?

Se mere om afrapportering og regnskaber

Opdateret 09. april 2024

Kontakt

Har du spørgsmål om Udviklingspuljen? Så kan du henvende dig til os her.