Kan tegneserier øge læselysten?

Ja! Det viser erfaringerne fra projektet ”1 år med tegneserier”, støttet af ’Udviklingspuljen for folkebiblioteker og pædagogiske læringscentre’ i 2020, som Dansk Forfatterforening står bag.

Tegneserier har i projektet vist sig at kunne bidrage til en øget læselyst for elever på mellemtrinnet, og genren kan være et effektivt redskab til at engagere elever i undervisningen – særligt dem, der normalt ikke læser så meget.

Projektets formål har været at teste, om tegneseriegenren kan øge børns læselyst og være med til at afbøde det læseknæk, der sker på mellemtrinnet. Projektets målgruppe er elever på folkeskolens mellemtrin (4.-6. klasse), da det er i denne aldersgruppe, der sker et alvorligt fald i læselysten.

Projektet er gennemført som et koordineret samarbejde mellem undervisere og Pædagogiske Læringscentre på syv af landets folkeskoler samt ni tegneserieskabere. Eleverne er i skoleåret 2021/2022 blevet introduceret for tegneserier og graphic novels gennem læringsforløb i undervisningen, formidlingstiltag på skolens PLC og tegneserieworkshops, hvor eleverne selv har kunnet prøve kræfter med tegneseriekunsten.

Udlån af tegneserier er steget med 251 %

Flere af de deltagende PLC’er melder om et markant øget frivilligt udlån af tegneserier ifm. projektet. På Hotherskolen i Stevns fortæller PLC-medarbejder, Per Okholm: ”Vores udlån af tegneserier er steget med 251 %. Det er en udvikling, vi også har fastholdt efter, at projektet er stoppet. Det er vi stolte af og meget tilfredse med.”

Samarbejdet er altafgørende

Samarbejdet mellem PLC-medarbejder, underviser og tegneserieskaber er altafgørende for et sammenhængende og vellykket projekt. Sørg for at lave en klar forventningsafstemning og koordinering inden projektets opstart. Dette er tidskrævende, så sørg for at budgettere med, at projektlederen skal have tid til at udføre dette indledende arbejde.

Det bedste råd til andre

Det bedste råd til andre, der ønsker at gøre brug af projektets erfaringer er at tilrettelægge selve workshopdelen af projektet som et koncentreret forløb over max 1-2 måneder. På den måde undgår I, at elevernes engagement falder, og det vil være lettere for alle interessenter at holde fokus.

Biblioteker og pædagogiske læringscentre kan eventuelt søge tilskud til at iværksætte projektet eller dele af dette igennem Statens Kunstfonds Huskunstnerordningen.

Flere oplysninger om projektet

Læs mere om projektet på Dansk Forfatterforenings hjemmeside, hvor du også finder køreplan og kan rekvirere den samlede rapport over projektets resultater. 

Kontaktoplysninger

Sekretariatschef i Dansk Forfatterforening, Sara Strand: ss@remove-this.danskforfatterforening.dk

Tekst af Dansk Forfatterforening. 

Opdateret 25. november 2022