Kunstværk til H. M. Dronningen klar til realisering

28.06.2023
H.M. Dronningen fik i anledning af sit 50-års Regeringsjubilæum en gave i form af et offentligt kunstværk af regeringen og Folketinget. Hovedentreprenør er valgt til opgaven og går nu i gang med at realisere kunsten ved Nordatlantens Brygge i København.

Værket tematiserer båndene mellem Danmark, Færøerne og Grønland og udføres af kunstnerne Hansina Iversen fra Færøerne, Jessie Kleemann fra Grønland og Gudrun Hasle fra Danmark. 

Kulturministeriet er ansvarlig for at realisere kunstværket på Nordatlantens Brygge. Opgaven har været i udbud, og Christiansen & Essenbæk A/S er nu valgt som hovedentreprenør. 

Når værket er realiseret, kan det opleves i belægningen ved den historiske Nordatlantens Brygge i Københavns gamle havneområde. Stedet var i mere end 200 år et knudepunkt for samhandel mellem bl.a. Færøerne, Grønland og Danmark. Belægningen foran den fredede bygning vil således blive udsmykket med et værk, der 
består af farvet beton, færøske basaltsten og grønlandsk marmor.

Jubilæumsgavens samlede budget er på i alt 3,1 mio. kr., hvilket er knap 600.000 kr. over det oprindelige budget, som blandt andet kan tilskrives prisstigninger i markedet. 

Værket forventes klar til indvielse ultimo 2023.

Se kunstnernes skitse for værket. 

Yderligere oplysninger

Slots- og Kulturstyrelsens pressetelefon: 22 61 19 95
 

Opdateret 28. juni 2023