Oplev Danmarks slotte og haver

Udforsk nogle af Danmarks kulturskatte med den nye guide

16. juli 2012

Det danske vejr lægger op til aktiv ferie i sommerlandet. Og med den nye ”Guide Slotte og Haver” i hånden kan du udforske nogle af Danmarks kulturskatte og få et væld af oplevelser: Kom på sporet af Hamlet, tag til Kongelig Galla eller oplev Poul Henningsens lysdesign.

Guiden giver overblik

I den nye guide fra Styrelsen for Slotte og Kulturejendomme får du et godt overblik over Danmarks kongelige slotte og haver, der ligger spredt over hele landet. Guiden er praktisk opdelt efter landsdele, så du let kan planlægge besøgene efter din ferierute. Samtidigt er der her nogle smagsprøver på, hvilke udstillinger og aktiviteter, der er på seværdighederne i det næste års tid.

Oplevelser for både børn og voksne

På Kronborg kan du blandt andet opleve nyfortolkninger af Shakespeares stykker og deltage i omvisningen På sporet af Hamlet, mens børn kan lege historiske lege med legepiloterne. For hele familien er det oplagt at besøge Orlogsmuseets udstilling om pirater.

I den mere royale ende byder Amalienborgmuseet inden for til udstillingen Kongelig Galla, mens Christiansborg netop har åbnet dørene til det nye Flora Danica Kabinet. Derudover kan du opleve Poul Henningsens Lysdesign på Koldinghus og eksperimenterende samtidskunst på både Roskilde Palæ (bl.a. Maryam Jafri)og Frederiksborg Slot (Mathilde Fenger og Simone Aaberg Kærn).

Her får du guiden

”Guide Slotte og Haver” kan fås på dansk og engelsk i turistinformationer over hele landet, på de fleste københavnske hoteller og større biblioteker – og naturligvis på de kongelige danske slotte, hvor der er offentlig adgang.

Hent guiden elektronisk til download her på styrelsens hjemmeside

Pressefotos:

http://www.dropbox.com/gallery/9511654/2/Slots-%20og%20Ejendomsstyrelsens%20pressefotos/Slotte%20og%20haver?h=6950f1

Flere oplysninger kan fås ved at kontakte marketingkoordinator Jesper Møller på tlf.: 33 92 63 95 eller mail: jetho@slke.dk