100.000 så EM i Kongens Have

Danmark nåede ikke kvartfinalerne, men alligevel strømmede mere end 100.000 fodboldfans til for at se EM-kampene på storskærm i Kongens Have. Nu er affaldet fejet sammen, boderne med mad og drikke pakket væk og DRs sportsjournalister er blevet afløst af Aftenshowet. Og Kongens Have er klar til at lægge græs til nye oplevelser og events.

4. juli 2012

Mere end 100.000 så EM i Kongens Have
Græsset ser forbløffende grønt og frodigt ud i Kongen Have. Også der, midt foran storskærmen, hvor fodboldfans aften efter aften fulgte med i EM. På den pæne side af 100.000 var på pletten og nød Danmarks smukkeste fodboldbane – og hjemme fra stuerne fulgte endnu flere med i DRs transmitteringer fra haven. Alt i alt et meget vellykket arrangement, forlyder det fra Slotshavechef Niels Mellergaard.

Dans på roser
Den overvældende interesse for at se Danmarks EM-kampe kom dog noget bag på arrangørerne: ”Vi havde lavet et setup for en fodboldfest med ølhaner nok til at servicere 12.000 fans, og så kom der 8000 uventede gæster oveni. Det gav kø og dankortterminalerne kunne ikke følge med. Det fik vi rettet op på til de næste kampe” udtaler Niels Mellergaard og tilføjer med et glimt i øjet:
 ”Samme kamp blev i bogstavelig forstand en dans på roser – men heldigvis bukkede kun et par enkelte roser under, og dem udskifter vi nu.”

Fodbold giver ny urtehave
”Rigtig mange har fået en stor oplevelse ved at se EM i Kongens Have. Og vi vil gerne sige tak til naboer og havens faste brugere for den forståelse, de har haft for, at Kongens Have kan bruges til andet end gåture, picnic og solbadning. Vi regner med, at EM-arrangementet løber rundt og giver et overskud. Det skal bruges til etablering af et nyt blomsterbed i Christian 4.s lysthave - tæt på Rosenborg Slot.

Yderligere information:
Slotshavechef Niels Mellergaard, 51 24 51 79, nim@slke.dk
Presseansvarlig Jesper Thomas Møller, 33 92 63 95, jetho@slke.dk